Hvem er vi?

Vi er en flok flue/spinne-fiskere, som fandt sammen via fælles bekendte og venner. Der blev besluttet at lave fluebinder/kaste dage, hvor vi kunne se lidt forskelligt grej, binde lidt fluer, snakke pladser, ture og få lidt god mad.

Men vi fandt hurtig ud af, at det ikke var sidste gang, så hvorfor ikke stifte FLUEBANDEN(Sydsjællands Fluebinder Laug). Hvorfor så dette navn? Jo, da vi alle er fra det sydlige Sjælland og fisker i området, binder fluer og mødes ved lejlighed, så fandt en af os (storfangeren) netop på dette navnet.

Profilerne af medlemmerne:

NIKOLAJ THOMSEN MARTINS

Yngste medlem, fanatisk fluefisker (citat"jeg er fluefisker", sagt ved Liselund, hvor man måtte erkende, at spinnestangen var bedst egnet den dag, så gik op igen og skiftede, der er faktisk en del trin at forcere, men det var den gang).

Instruktør under Danmarks sportsfisker forbund, skolelærer, gift med min forstående kone, Maria. Har i 2009 fået en dejlig datter, Gine. Og har en kat. 

Bor i Vordingborg og fisker i området. Fisker mest kyst, er også Karup å nørd, ved at blive Skjern/Store å nørd.

Fiskeriet dyrkes når der er tid, hvilket der aldrig er nok af.

ANDERS JENSEN

Jeg er all-round fisker, men dog har jeg mest hang til kysten, oftest med bombarda. I løbet af de sidste to år har jeg udviklet og dyrket den vidunderlige disciplin at kajakfiske. Den ideelle måde at kombinere to af mine passioner på. Jeg har også fisket en del i Karup å og efter stalling og ørred i Norge og Sverige. Men let spinnegrej efter aborre og gedder er også en glimrende ting. Jeg har dog nyligt købt en ganske glimrende fluestang, så jeg regner med at skulle i gang med det der fluepjat.

Jeg er gift med den dejlige Christina og har drengene Oscar og Carl-Emil.

 

Mine foretrukne våben:

  • En 6 fods spinne stang, ideel til kajakbrug.
  • En 9´9 Kunnan Diamond til kyst brug (gummibensfiskeri) Men har også fået fuld valuta ud af en Ron Thomson Temper som jeg fandt til en 100 kr. Den kaster fint med et 15 grams bombarda, jeg sætter fiskeri over grej nørderi!
  • Til hornfisk som kan være sjove at lege med på let fluegrej bruger jeg en fenwick # 6. Jeg har derudover en CD downunder # 7-8 som kan håndtere det mere vindblæste grove fiskeri.

 

Favoritfluer: fluff, magnus, kobber bassen og glimmerrejen til vinter brug.

PER GADE

Fluefiskeri ved kysten er sagen. Jeg fisker helst med fluestang, men tager gerne spinnestangen og bombardaen, når forholdene kræver det.

Kajakroning og fiskeri fra kajakken er heller ikke så tosset. En spændende fiskemetode, hvor man får set en masse natur fra en ny vinkel.



Endelig er fluebinding en herlig hobby i hobbyen, som jeg også nyder - dog mest for at producere praktisk anvendelig lokkemad til det foretrukne bytte: havørrederne.

PETER BIRCK

Som den ældste, 64 år,  må jeg erkende at fluerne nu svirrer om mig !  Førhen var den store dille at kaste stærkt farvede metalstykker ud i vore smukke kystområder (spinnefisker), eneste der her er tilbage er til havfiskeri, - nu fluenørd  - mest med fluestangen men også bombarda, -især på kysten, men også langs vore smukke åer. Også grejnørd (dyrt men dejligt) - grej og udstyr skal være tilpasset og velfungerende!

Dog noget vanskeligere med manden selv, - ikke altid de lange ture, - stille og roligt, - det har en skovflåt sørget for! Pas på de små bæster i græsset!

Biolog og miljømand, - lykkeligvis på pension, - så jeg kan ta' ud mens de andre arbejder! Fin ordning! Planlægning: Som vinden blæser!!

Dejlige ture rundt på Sjælland og Sydhavsøerne men nu og da også Jylland, - og når det lykkes at komme afsted: Tropisk saltvand, Mexico: Don Pedro, -el pescador!

Når der skal vælges fluestang til fighten med de sølvblanke er det Sage eller Scierra i  # 6, 7 og 8 - de bedste og hurtigste af slagsen.

Naturligvis forsynet med hjemmesnørede fluer: Fluffen i lysgrøn, kobber, pink, hvid eller sortmix, Gade-loppen, Cutthroat-kutling og Olivia-rejen.

MORTEN BOHMANN NIELSEN

36 år, gift med Tine, vi har 3 børn. Når jeg fisker selv er jeg 99% fluefisker, sammen med børnene er det selvfølgelig andre metoder der er i brug, endnu.

Jeg arbejder i Kalundborg, hvorfor det meste af mit fiskeri foregår fra Asnæs til Korsør hvor jeg, efter over 15 års fiskeri, efterhånden kender strækket temmelig godt.

Jeg har de sidste 5 år brugt lidt tid på at udfordre de svenske gedder med fluestangen, et for mig fantastisk fiskeri der kan bedrives på helt lavt vand hvilket gør det ekstremt underholdende.

Min største frustration er at finde tid til fiskeri i en dejlig hverdag med små børn. Derfor er det også blevet ekstremt vigtigt for mig at slappe af når jeg fisker - så der er stressfiskeri forbudt sammen med mig.