Fiskehistorier

Sommernatten er fløjlsblød. Himlen blåner i øst, og selv om der er næsten to timer til solopgang ses den stenede forstrand ganske tydeligt. Jeg er på vej mod revet – min favoritplads, når det gælder det romantiske natfiskeri efter havørreder.

Hov – en hvirvel bryder den glatte vand-overflade tyve meter ude. Eller er det bare en skærsommernats-drøm? Nej - igen viser den jagende havørred provokerende sin tilstedeværelse i spisekammeret på det lave vand. Men revet drager med sin magiske magnetisme, der tiltrækker både fisk og fiskere. Så jeg lader ørreden jage videre i fred og går videre, selv om fristelsen til allerede nu at rigge fluestangen til næsten er for stor.

Så er jeg endelig på pladsen. Trolddommen føles stærk nu – som stod jeg i et fisketempel under åben himmel. Det er det perfekte rev, og vandet er begyndt at strømme ind over sten og blåmuslinger med føde til de sultne sommer-ørreder. En svulmende følelse af forventning stiger op gennem kroppen.

Jeg sætter en reje-imitation af egen avl på forfanget og kaster. Linens bue glider frem og tilbage i den kølige morgenluft, og endelig lander fluen derude, hvor fiskene fouragerer – håber jeg. Flere gange angribes fluen, men fisken får ikke fat i den hurtige strøm.

Nyt kast – og nyt kast igen. Systematisk bevæger jeg mig hen over pladsen, og i bagvandet sker der pludselig noget. En hvirvel – og så er der kontakt. Fisken tager et langt udløb i strømmen, men følger så med, indtil den er et par stanglængder ude – så stikker den af igen. Ørredens rasende rusk afbødes fint af den lette fluestang, og til sidst glider den velkonditionerede fighter til min store lettelse ind i netmaskerne.

Min frygt for, at fisken skulle stå af viser sig dog ubegrundet. Fluen sidder næsten i svælget og må løsnes med tang. Hånden glider ned langs den blanke side på fisken, der nu er stedt til hvile i græsset. En halv meter og 1,3 kilo er ørredens venusmål. Hvis det her bliver den eneste fisk, så har det været hele den ofrede nattesøvn værd, tænker jeg.

Næste fiskepas starter foran revet. Vandet er allerede steget en smule, og lyset er blevet kraftigere. Men jeg ænser ikke vejr og omgivelser. Al opmærksomhed er rettet mod det punkt, hvor fluen befinder sig. Og alligevel bliver jeg overrasket af den næste fisk. Et blidt træk afslører den – jeg løfter stangen nærmest som en refleks, og næste kamp begynder.

Det er en springfyr, der flere gange kaster sig ud af vandet i saltmættede saltomortaler – som en flyvefisk, der har mistet balance-evnen. Men også den lander til sidst i nettet. En anelse mindre end sin forgænger, men lige så skinnende blank er den. Endnu en sommerfisk bider i græsset!

Forventningerne er opfyldt – og jeg overvejer at tage hjem. På den anden side er solen ikke stået op endnu, og her er bare så skønt. Det er opfyldelsen af alle mine vågne vinter-drømme. Det skal nydes i fulde drag – og nu løfter solen som en stor, orange kugle sin skive over horisonten. Hele sceneriet bliver som overtrukket med ædelmetal. Selv de små krusninger på vandet bliver farvet gyldne.

Se – der svømmer edderfuglehunnerne med deres dunede, snakkende afkom. Og dér tager et par strandskader flugten. Hør lydene fra den store mågekoloni. Og se - gennem skrigeriet flyver en flok skarver på vej til fiskedræt.

Nej – det er umuligt at vende ryggen til alt dette. Det kølige, klare saltvand flyder med stadig større kraft over revet. Fiskeriet må fortsætte – og en tredje fisk ville heller ikke være af vejen. Men så heller ikke flere, lover jeg mig selv.

Der er stadig fisk i vandet, men de er nu mere spredt, og den næste time bliver det kun til et enkelt kraftigt hug. Men fisken slipper med skrækken og forsvinder i en kaskade af vand. Den så ellers god ud…

Jeg skifter fluen ud med en lille tangloppe-imitation. Den er i al sin lidenhed og enkelthed fin at fiske med i det kraftige sollys. Større fluer bliver for let afsløret som det fjerede bedrag, de er, bilder jeg mig ind.

Fluen bliver nu fisket ud over kanten. Der, hvor det lavvandede stenrev falder en halv meter, og hvor ørrederne ynder at patruljere efter godbidder, som viljesløst føres med strømmen. Jeg lader mig tangloppe fiske nærmest dead-drift hen over kanten – meter for meter, så hele området bliver fisket af.

Og endelig sker det. Linen bliver igen stram, efter at en fisk har begået en fatal fejltagelse. Jeg ved, at forfanget har et par knuder, så jeg tager ørreden meget blødt. Den skal have lov til at svømme sig rigtig træt – og det gør den ved at tage adskillige udløb frem og tilbage i strømmen. Jeg får den forsigtigt presset ind i roligere vand, og efter et par minutter ryger dagens sidste fisk ind i den snesko-formede net-åbning. Fisk nummer tre er en realitet – og tangloppen sidder godt forankret i dens overkæbe.

Efter fotografering af trekløveret kan jeg konstatere, at den sidstankomne er en anelse større end sine forgængere: 51 cm og 1,4 kilo. Fiskelykken er komplet. Den ellers så slidsomme gåtur mod bilen kan begynde, men skridtene føles lette – og trætheden er langt væk. Det er ikke sidste gang, jeg tager turen derud. Det er helt sikkert. Sommerdrømme, der bliver til virkelighed, bygger sjælen op – og giver næring til endnu flere drømme.

Stranden ligner en turist-reklame: havet kruser indbydende, og vandet er middelhavsagtigt klart. Solens skarpe stråler sløres af lette, spredte skyer. Kun temperaturen passer ikke ind i glansbilledet. Få grader over frysepunktet er det – og det er vel egentlig bedre, end fiskeren kan forvente i januar. Den bidende frost er afløst af for årstiden mildere vinde fra sydvest. Sådan har det været et par uger nu. Tid til fisketur!

Den lune atlanterhavs-luft har fart på. Fluestangen får lov at ligge i bilen, og bobleflåddet får chancen. En rødlilla glimmerreje – standard ved koldtvands-fiskeriet – er knyttet til tavsen, og flåddet sejler ud over badekarret, der knap er mere end halvanden meter dybt, men fyldt med blæretang. Længere ude lyser revlen - grøn som en mellemamerikansk flat.

Hugget kommer som en overraskelse. Ti meter ude glimter en sølvflanke, da snøren bliver stram. En havørred kæmper for livet, men lider nederlag og lander i fiskerens net. En centimeter over målet, trind og med et let rosa skær hen over siden – årets første fisk er en kendsgerning. Den lyser op mellem stenene oppe på stranden, da fiskeren går videre langs badekarret.

Den kolde ørred er ikke alene. Det er ikke ualmindeligt, at de små blanke vinter-ørreder færdes i flokke, og sådan er det også i dag. Overfladen brydes af krusninger fra de aktive fisk, som leder efter kryb og kravl mellem tangduskene. Og pludselig viser en fisk i tre-fire kilos-klassen sig med ryggen og halefinnen i overfladen i et kort, åndeberøvende øjeblik, der får fiske-iveren til at stige til nye højder. Men trods kast efter kast over pladsen og til begge sider vil den eftertragtede, såkaldte overspringer ikke lade sig lokke. Den kunne ellers være et velkomment vinter-trofæ – og en kulinarisk nydelse efter en tur hos røgmanden.

Kort efter hugger en fisk i normal-størrelsen – slankere end den første, men længere: 44 centimeter, viser målebåndet. Også den ryger ind på stranden. Den her fisketur er ved at udvikle sig helt fornuftigt, synes fiskeren, men vælger alligevel af genudsætte den næste havørred, der ligner sine frænder til forveksling. Om nogle måneder har den vokset sig større, og hvis den ikke fanges i et forræderisk garn, kan en lystfisker måske få glæde af den smukke ørred.

Vinden drejer og frisker. Kulden begynder at få overtaget – støvlerne er vist også lidt utætte. Igen! Mærkeligt, at waders til tusinder af kroner holder så dårligt. Kaffen hjemme i køkkenet begynder at trække, men der er jo også lige stykket en halv kilometer længere henne – sådan bare lige prøve. Men efter yderligere en times fiskeri er det slut. Ingen fisk har vist sig, og dagen har jo slet ikke været så ringe endda som man siger på jysk….

Endelig kommer den længe lovede historie om turen til Karup å i efteråret 2008..

Vi(anders, Jeppe og Nikolaj) havde sat os for at i år skulle den have gas ved åen. Der var givet los for en 5 dags tur til åen og det skulle udnyttes. Vi havde booket os ind på pension Højbo, som bliver bestyret af Mogens og Bodil Styr. Et sted som jeg mener at man må prøve, det simpelthen ulmer af Havørred, måske fordi at de væge der er i forrummet, hvor ens grej kan hænge er fyldt op med aftegninger af havørreder som gæster har fanget. Her skal det siges at man kun kommer op hvis fisken er over 7 kilo!!...Tillige med står der tre store kummefrysere, hvorfra den ene er Mogens egen, og er flydt med fisk, snit vægt på 5-6 kilo!!

Nå, men vi kører fra sjælland og på vejen henter vi Jeppe som bor i københavn, så et smut forbi Slagelse og så i Litle, der skal jo mad ttil også den flydende del. Vi er nu afsted og meget forventningsfulde på turens forløb. Da vi ankommer er klokken 21 og vi vælger at vente med fiskeriet til om morgenen, da vi ikke er så kendte med åen, så en aften/nattetur ville måske ende med et koldt bad i åen:-)

Vi pakker ud, sætter de vigtigste ting på plads i køleskabet og får set det hele. Der er mange værelser som er ledige, og vi tænker om vi er de eneste, indtil

"tysken" kommer, to meget venlige herre fra nord Tyskland, vi snakker lidt med dem og spørger til fangster osv., de fortæller at der er mange fisk i åen, men de vil ikke noget. Men det havde vi jo tænkt os at gøre noget ved!

Lørdag morgen starter med at rigge grejet til, der bliver fisket med flue, og tunge fluer, et gammelt ordsprog siger om efterårsfiskeriet "a flu ska plov a bun".

Og vi fisker også derud af, men intet sker, der kommer flere fiskere, det er jo weekende, og en mand går ned til det huk hvor jeg startede, en halv time senere kommer han gående med et eller andet i en snor, det er stort, men ligner ikke en havørred. Vi skal til at gå op for at hvile benene lidt og skal lige supplere vores grejsamling i den lokale grejbiks. Vi smutter lige forbi, da vi dog er lidt nysgerrie. Jeg siger til drengene at det er sgu en gedde, men vi kommer på andre tanker. Vi ankommer da fiskeren er på vej ned til åen igen, vi spørger og han svarer to hanner på 3 kilo, taget på spin, i samme sving på en halv time....man kan nu sige at vi fik en oldfert af de store, dag skal det siges han var lokal og sagde at det hjalp at vide hvor de stod:-)

Der var nu ikke andet at gøre end at modtage den våde karklud og forsætte dagens planer. Vi fik handlet og så skulle forkosten i hus. Jeg bandt lidt fluer som jeg senere fik solgt til tysken, da de ikke selv bandt fluer, som selvfølge ville jeg hjælpe dem med det. Vi fik snakket lidt med Mogens, som fortalte os hvad og hvor og hvordan det skulle gøres, han fortalte også hvor mange fisk der var på hans stykke af åen. Vi tog eftermiddagens fiskeri med, og her skræmte jeg flere fisk ud fra deres huller, den ene står stadigvæk printet ind i min hukommelse, en fisk som stor har jeg ikke set, den var nærmest hel sort, den havde en krog på 4-5 cm, efter skøn, stor var det i hver tilfælde. Men ville den noget, NEJ!!!:-(

Jeg fortalte Mogens det og han smilede, hvor på han sagde at på hans stykke stod der et par fisk på +10 kilo, og der hvor jeg havde skræmt den ud var en af dem...hmm, kunne jeg bare ha' fanget den....

Nu til en sjovere del af turens historie. Vi havde fisket hele dagen, aftalt at fra næste morgen skulle vi tidligere op for at tage de satans fisk på sengen...Vi havde spist en god middag, drukket lidt rødvin/øl, og snakket lidt med tysken. Der var kommet endnu en tysker og han faldt i snak med Anders og Jeppe, jeg selv viste at hvis jeg skulle op, var det nu jeg skulle trække mig tilbage. De to andre tyskere skulle hjem dagen efter, så de ville lige give den gas, med øl/wiskey og vin formoder jeg...de blev ved hele natten, hvilke resulterede i at de løb tør for smøger/cigaretter....ingen problem må de have tænkt, for de der rare danskere, var der ikke nogen af dem som røg...hmm...vi spørger dem da lige...så den ene bankede på og braste ind, nu var klokken så gået hen og blevet 4-5 om morgenen, det var intet problem for tysken, han braste ind og sagde så.."Haben sie cigaretten....cigaretten..." Vi vågnede eller hvad man nu kan sige, den eneste som røg sov videre og fattede minus. Før han blev vækket med et "Jeppe!!...han vil have cigaretter af dig, så hjælp ham dog"...Jeppe fattede ikke noget og tummlede ud af sengen og igennem hele pensionatet for at fremskaffe dem til den rygetrængende tysker...Da det blev tid til vi skulle op, kom Anders og Jeppe først ud, de sagde til mig at nu var det nu, til det havde jeg den kommentar..."Jeg tager den tid tilbage, som blev frarøvet mig tidligere..." og så sov jeg en halv time mere, lidt gnaven...:-)

Vi forsatte dette fiskeri/pause/fluebinding/fiskeri og mad hele weekenden plus de første to dage af efterårsferien, men ingen af os fik havørred, dog fik vi alle mindre bækørreder på rørfluer, men ikke havørrederne, de ville ikke.

Vi kunne konkludere at det ikke var vores efterår, ohg selv Mogens var ked af vi ikke fangede noegt, som han sagde "jeg forstår det simpelt hen ikke, der er så mange fisk"...Han var selv stoppet med at hjemtage fisk for en lille måndestid siden, som han sagde, det er jo ikke nødvendigt. Men ikke desto mindre havde han fisket tre morgener hvor han havde fanget fisk, så det var ikke vejret/vinden/vandstanden eller lignende, det var nok bare os, som ikke magtede opgaven;-)

Men hvis man skal sammenfatte turen, så var det en sjov og hyggelig tur...

Min årlige tur til Karup Å.

Uge 30 var ved at være endt, jeg havde arbejdet de sidste to uger, og havde gået og tænkt på svingene i Karup Å, de stykker hvor jeg så fisk sidste år, mon de holdte fisk denne gang, selvfølgelig ville de det, det var jo standpladser, men kunne jeg fange en af disse havørreder? Disse tanker havde løbet rundt i mit hoved mens tiden sneglede sig af sted. 

Men nu var det fredag og vi(min fader og jeg) skulle køre lørdag formiddag. Hjem fra job og pakke, jeg fandt mine æsker med fluer og fik lidt styr på de fluer som jeg vidste, ville fange fisk i år, måske...

Stængerne blev pakket, på nær en, den skulle jeg hente hos Mogens Styr, en halvandenhånds stang som er specielt lavet til Karup Å, denne stang er døbt Hagebro II, da der allerede findes en Hagebro stang. Jeg glædede mig helt vildt meget.

Lørdag morgen, jeg vågnede tidligt, jeg var klar, ventede bare på klokken blev så mange at vi skulle kører, tjekkede alt udstyret igennem igen, skulle være sikker på at det ikke var pga. manglende udstyr at jeg mister en fisk...alt var i orden og vi var på vej til Karup.

Vi kørte af ved Slagelse, og kørte et godt stykke, så stod alt stille, kø, kø,  en lang kø, vi kunne se broen men der var langt derhen. Vi bevægede os meget langsomt, vejret var høj himmel med masser af sol, ikke lige frem køre vejr. 

Vi nåede til Karup, eller retter sagt Hessellund sø camping som havde været vores base siden 1995. Jeg ringede til min fiske kammerat Kristian som jeg mødte i 1995. Lige siden har vi fisket og fanget fisk, eller han har fanget, hans forældre er fastlæggere på pladsen, så han kom jævnligt, hvilket også havde givet ham erfaring og lidt kendskab til vandet, jeg brugte ham, og gør stadigvæk som guide. Han kom forbi hytten og vi skulle lige snakke om hvad der var sket siden og om der havde været gang i åen. Og det må man sige der havde været, det vrimlede med fisk.

Vi riggede bilen til med udstyr og kørte den udenfor porten så vi kunne komme ud senere. Første kig på åen og man var et helt andet sted, vi aftalte at fiske et stykke igennem og holdt en lille pause, fisk var der, men de ville ikke noget...øv....vi mødes og fik en dejlig kold pils. Vi var i gang...

Der skete ikke mere den nat/morgen...vi kørte hjem, men før det skulle vi da lige se om der stod nogen fisk i Haderis Å, ved broen på Vormstrupvej. Vi stoppede og gik hen til broen. Vi havde ikke stået der længe før et par Havørreder kom trækkende op af åen, det så helt vildt godt ud, vi var helt oppe at køre, det at kunne se havørreden bevæge sig op og stille sig, for så at jage en anden ørred ud fra grødebusken og så videre op i å systemet. Vi blev stående og lige pludselig inde fra broen kom den...en havørred så stor, jeg har endnu ikke set en fik så stor, den vendte og stillede sig midt i åen lige nede under os, vi troede det var løgn. Jeg fik kameraet frem og taget nogle billeder.

Vi besluttede at prøve at fiske til den, men lige pludselig var den væk. Kristian er medlem af Aulum-Haderup og de havde fiskeriet på den ene side af åen, så han ville prøve at kaste til nogle af de andre vi havde set. Han kunne stå et stykke væk og kaste sin flue, så den drev over det sted vi havde set fiskene. Jeg lagde mig for at se det hele hvis nu den skulle hugge. Kristian kastede en snes kast, og lige pludselig ser jeg fisken gå efter fluen, men den fortryder, men nu har vi tricket den, Kristian gør endnu et kast, fisken går efter fluen og slår til fluen. Kristian strammer op, der er fast fisk. Det har fisken dog ikke opdaget, den stiller sig ned i hullet igen, men da Kristian sætter den under pres, sker der noget. Fisken svømmer til modsatte side graver sig ned i en grødebusk og stiller sig der. Nu er gode råd dyre, Kristian har prøvet det før, han går opstrøms og får presset den ud, men fisken har set broen og forsvinder under den og stiller sig på modsatte side, jeg kan nu se den i fuld størrelse og siger til ham "den er fanme stor". Kristian står nu på den ene side og fisken på den anden, hmm....hvad gør vi siger han, jeg foreslår han presser den tilbage...Dette kan han ikke og må derfor i å'en. Det sker og hvilket syn, vi får landet fisken, en Havørred på 5,8 kilo. Vi tager hjem med et smil og får den søvn vi ikke fik i løbet af natten.

Næste dag/aften/nat/morgen tager vi afsted igen, vi fisker og fisker, men intet hjælper det. Vi lægger os i bilen og sover lidt. vi vågner igen kl 2 og tager ud på zone 5, her tror vi på den er der. Forventningerne er høje med Kristians fangst dagen før, vi begynder fiskeriet, men først hen ved 5 tiden sker der noget. Jeg fisker hen til et sving og har hørt noget plaske rundt længere fremme. Jeg er spændt, er det mon min tur, jeg håber. Jeg kaster og lægger fluen tæt på modsatte bred, intet sker, fisker koncentreret stykket igennem. Hvad var det, en bølge, fisk?

Jeg lægger fluen ud igen, denne gang må den være der. Bølgen kommer igen, jeg sænker stangen, som jeg har fået af vide skulle lokke endnu mere, og så kommer rusket i stangen, jeg slipper linen så fisken kan vende, så krop taget bliver fast. Jeg strammer op og løfter stangen, er den der? Jo, fanme så....endelig har jeg kroget en af disse berømte havørreder i Karup å. Jeg er ellevild og råber på Kristian. Han kommer og giver råd til fight og landing. Jeg har prøvet det før, men ikke denne størrelse fisk. Den er stærk, jeg holder den hårdt, men ikke for hårdt, Kristian fortæller mig hvor meget og hvordan. Han spørger om jeg selv vil gaffe den, og jeg siger at det ikke er noget problem, men jeg gaffer forkert, selvfølgelig hvad havde jeg regnet med, efter en hård fight og nerverne helt ude på tøjet. Nu bliver fisken tosset, sætter sig tæt på bunden, men et par gange om en grøde busk, nu måtte Kristian i åen igen, fisken skulle ikke mistes. Kristian gaffer den som den skal gaffes og vi jubler, to fisk over 5 kilo på to dage...fisken vejede 5,6 kilo, deejligt;-)

Vi forsatte fiskeriet, jeg dog ikke så meget, det er svært at samle tankerne efter sådan en fangst. Kristian tog en mindre fisk længere henne på 2,6 kilo. Vi kunne nu tage hjem med et smil igen, hvilken start på sæsonen.

Næste dag gentager sig og om morgenen taget Kristian igen en fisk over 5 kilo, en på 5,075. Hvilke 4 dage, har aldrig prøvet noget lignende. Fiskeriet gik lidt ned af bakke resten af ugen, men til gengæld var naturen med til at gøre det lige gyldigt, om man fangede fisk eller ej. Det er bare fantastisk, at være en del af dette stykke Danmark.

Jeg er forelsket og vil altid være det i ådalen i det midtjyske. Håber I har fået lidt ud af denne beretning og selv vil prøve lykken med disse skabninger af sølv i den jyske å.



Nikolaj Martins

Søndag kl. 0900 ankom jeg til Odense Congress Center, hvor vi skulle melde os i døren, for at få vores adgangspas til messen. Her stor Orla Bertram-Nielsen og bød velkommen. Jeg fandt standen hvor vi skulle sidde til offentlig skue. Da det først var kl. 1000 konkurrencen gik i gang, havde jeg en del tid inden og den blev brugt til lidt grej kiggeri...interessant hvad man kan få, hvis man bare ligger inde med 10000.

Jeg havde placeret mig med ryggen til kastepoolen, hvor jeg vidste der ville komme en del tilskuer, dette kunne bryde min koncentration og når man har 4 timer til at binde 3 mønstre og 2 af hver, så kan man godt bruge alt tiden. Jeg faldt lidt i snak med min side makker, Niels Have, og vi snakkede om alt andet end konkurrencen, så en god start på nerver og ligende, en rigtig behagelig mand.

Klokken blev 10 og vi fik bindemønstrene, det var lidt af en pille at sluge, de var sgu lidt vanskelige. Nå, men i gang skulle man jo, der var en vådflue(ovenover og i fluegalleriet), low-water lakseflue(ses på forsiden og i fluegalleriet) og en nymphe(har ikke materialer, så kunne ikke binde den hjemme). Jeg sad og kiggede lidt på fluerne og tænkte på hvilken der måske volde mig mest besvær. Jeg valgte nymphen, da jeg ikke binder den slags fluer normalt. Det gik fint synes jeg, og var tilfreds med míne kreationer. Nu skulle jeg jo videre, der var stadigvæk 4 fluer der skulle bindes, og ikke nok med det så skulle de to af mønstrene afleveres kl. 1300 for at dommerne skulle kunne nå alle 20 deltagers 6 fluer inden kl 1600 hvor resultatet skulle offentliggøres. Jeg valgte at gå i krig med laksefluen, den var lidt vanskelig, hvilket også ville have været mærkeligt, den blev bundet færdig og så en naturlig pause. To mønstre var bundet og en tilbage(billedet ovenover), en time tilbage, jeg følte mig ikke presset, men det skulle jeg komme til....

Krogen blevet sat fast i stikket og tråden fast gjort. Halen bundet ind, ribben bundet ind også og kroppen spundet på og tørnet op mod hoved. ribben gjort fast og fronthacklet bundet ind, nu var det vingen, men med de materialer som var tilbage, var det ikke nemt, det måtte bindes flere vinger som måtte bindes om før det ønskede resultat var på plads.

Nu var det bare med at vente....og vente......og vente.....man er jo lidt spændt når man har bundet i 4 timer...nå, men jeg gik rundt i nogle timer og aldrig har jeg set så meget jagt og tilbehør til jagt. Puha, helt vildt, men jeg fik set en del og satte mig ved kastepoolen, der hvor resultatet også ville blive offentliggjort...her sad Niels Have og jeg og snakkede fiskeri og oplevelser, han kunne fortælle lidt om sid fiskeri i å'erne og elvene og jeg lidt om kystfiskeriet. Og herved gik tiden ret hurtigt. Klokken blev 1600 og de fine herre fra forbundet og hovedsponsoren LOOP var samlet sammen for at kåre vinderen. 

Da min bedre halvdel var kommet for at hente mig,  kunne vi da lige så godt se hvem der vandt. Der blev fortalt lidt om hvem der var dommere og sponsoren og alle de formelle ting. Nu gik det løs, man har valgt kun at give 1, 2 og 3 placering, hvilket jeg synes er en god måde.

Da de skulle til at udnævne 3. pladsen snakkede jeg med min kæreste Maria og havde ikke fokus på overrækkelsen, og da de nævnte mit navn blev jeg sgu ret overrasket, det kunne jo ikke passe...mig, jeg er bare en semi-binder fra syd sjælland som binder fordi det er fedt og sjovt. Hold da op, en følelse der går gennem en....det er som om man ikke er tilstede, lidt ovenover det hele og ser det lidt fra oven...ret mærkeligt, men total fedt og nice.

Som jeg har tænk og følt siden, så er det en anerkendelse af ens arbejde gennem sin hobby og livstil, et klap på skulderen, på en anden måde end normalt...lidt specielt. Jeg er stadigvæk lidt  over det....

Håber ikke at denne beretning lød for selvfed, for det er ikke min stil...ville bare dele lidt oplevelse med jer andre...ses ved vandet

.